Hvis du har svært ved at holde dig fra køleskabet om aftenen, så er det fordi dit indre ur er blevet stillet i stenalderen.

Derfor frådser du i kager og chips om aftenen

 

Du er ikke - nødvendigvis - en slapsvans fordi du ikke kan holde dig fra de søde sager om aftenen. Det skyldes at dit indre ur blev stillet i stenalderen.

Det viser en ny undersøgelse offentliggjort i den seneste udgave af tidsskriftet Obesity, hvor forskere opdagede, at det er kroppens indre ur, der øger sulten og trangen til søde, stivelsesholdige og salte fødevarer om aftenen.

Og mens lysten til at spise mere om aftenen kan have hjulpet vores forfædre med at lagre energi til perioder uden mad, så kan nutidens kalorierige snacks resultere i en signifikant vægtstigning.

"Selvfølgelig er der mange faktorer, som påvirker vægtstigning, hovedsagelig forkert kost og motion, men tidspunktet, hvor vi spiser har også betydning. Vi opdagede, at døgnrytmen sandsynligvis også spiller en rolle for dagens fedmeepidemi fordi den intensiverer sultfølelsen om aftenen," siger undersøgelsen hovedforfatter Steven Shea, Ph.D., direktør for Center for Research on Occupational and Environmental Toxicology på Oregon Health & Science University.

"Folk, der spiser en masse om aftenen, især snacks og drikkevarer med et højt kalorieindhold, er mere tilbøjelige til at blive overvægtige eller fede."

Faktisk kan det at spise en masse om aftenen være kontraproduktivt, da den menneskelige krop håndterer næringsstoffer forskelligt afhængigt af tidspunktet på dagen. For eksempel er sukkertolerancen forringet om aftenen. Derudover får flere kalorier om aftenen folk til at lagre mere energi fordi vi simpelthen ikke bruger så meget energi efter et aftenmåltid i forhold til morgenmad.

Vi burde sove

Desuden får kunstigt lys folk til at blive længere oppe end de burde, og ofte får folk ikke nok søvn.

"Hvis du bliver længere oppe på et tidspunkt af døgnet, hvor dit behov for mad med mange kalorier er højt, så er du mere tilbøjelig til at spise på et tidspunkt, hvor du i fortiden ville sove," siger Shea.

"Du lagrer derfor energi og får mindre søvn, som begge er årsag til vægtstigning."

»Hvis vægttab er et mål, er det derfor sandsynligvis bedre at spise dine større, kalorierige måltider tidligere på dagen," siger Shea.

"At vide, hvordan din krop fungerer, vil hjælpe dig med at træffe bedre valg. Gå i seng tidligere, få nok søvn og vælg mere kaloriefattige fødevarer om aftenen - det kan altsammen hjælpe dig med at tabe vægt."

Hans resultater er baseret på en undersøgelse, hvor forskerne undersøgte appetitten og madlysten hos 12 raske normalvægtige 20-42 årige mænd under et 13 dages langt laboratorieophold i meget svagt lys, hvor alle måltider og deltagernes søvn var skemalagt.

"Alle deltagernes måltider og aktiviteter blev fordelt jævnt over hele dagen og natten, så vi kunne undersøge præcist hvordan kroppens døgnrytme påvirkede appetitten, mens vi kontrollerede andre påvirkninger af appetitten."

Forskerne opdagede, at kroppens indre ur regulerede sult på en måde så deltagere var mindst sultne kl. otte om morgenen og mest sultne kl. otte om aftenen. Desuden fandt de ud af at kroppen havde døgnrytmer, der styrede lysten til sødt, salt og stivelsesholdigt mad.

"Vores undersøgelse tyder på, at vi pga. kroppens indre ur har en naturlig tendens til at springe morgenmaden over til fordel for større måltider i aften. Dette mønster er præcis det samme som sumobryderes spisevaner, når de skal tage på i vægt," siger Steven Shea.

Så spørgsmålet er om vi skal følge kroppens indre ur eller om det faktisk er vores største fjende i kampen mod overvægt.

"Selvom det kan have været værdifuldt i løbet af hele evolutionen, så er det i dag sandsynligvis med til at bidrage til fedmeepidemien."