Slagtilfælde rammer stordrikkere 14 år tidligere

Drikker du for meget er tømmermænd dit mindste problem - du risikerer også at få et slagtilfælde meget tidligere.
 

Drikker du for meget, er der mere end en grund til at have tømmermænd. En halv flaske vin eller tre-fire øl om dagen øger din risiko for at få et slagtilfælde meget tidligere i livet.

En ny fransk undersøgelse viser at folk, der drikker for meget risikerer et slagtilfælde allerede som 60-årige, hvilket er 14 år før folk, der drikker moderat, altså maksimalt 1-2 glas om dagen.

- Et stort alkoholforbrug er konsekvent blevet identificeret som en risikofaktor for denne type af slagtilfælde, der er forårsaget af blødning i hjernen i stedet for en blodprop, forklarer undersøgelsens forfatter dr. Charlotte Cordonnier, fra universitetet, Lille Nord de France i Lille.

- Vores undersøgelse fokuserer på virkningerne af et stort alkoholforbrug i forhold til tidlig risiko for slagtilfælde og de langsigtede følger for disse mennesker.

Undersøgelsen tog udgangspunkt i 540 personer med en gennemsnitsalder på 71, som havde fået en type af slagtilfælde kaldet intracerebral blødning, som blev interviewet om deres drikkevaner.

Lægerne interviewede også de pårørende om deltagerne drikkevaner.

I alt 137 mennesker, eller 25 procent, var storforbrugere af alkohol, der blev defineret som tre eller flere genstande om dagen, eller omkring fem centiliter ren alkohol per dag.

Dertil blev deltagerne også hjernescannet og deres journaler gennemgået.

Døde tidligere

Undersøgelsen fandt, at storforbrugere i gennemsnit fik et slagtilfælde som 60-årige, hvilket er 14 år før de moderat-drikkende deltagere blev ramt.

Blandt personer yngre end 60 år, som havde fået et slagtilfælde i den dybe del af hjernen, var storforbrugere mere tilbøjelige til at dø inden for to år af studiets opfølgning.

- Det er vigtigt at huske på, at store mængder alkohol er årsag til alvorlige slagtilfælde i en yngre alder, selv hos mennesker, der ikke har nogen væsentlig tidligere sygehistorie, siger Cordonnier om undersøgelsen, der netop er offentliggjort i tidsskriftet Neurology.

Alkohol i mindre mængder har vist sig at kunne begrænse en af de største årsager til slagtilfælde, åreforkalkning, så hvis man kan reducere sit alkoholforbrug til den anbefalede grænse på syv genstande for kvinder  og 14 for mænd, vil chancen for at undgå et slagtilfælde i længere tid formentlig øges.