Sødemiddel måske farligt for syge og svage

 

Det kunstige sødemiddel sukralose er ikke bare en harmløs erstatning for sukker, men en biologisk aktiv forbindelse, der kan påvirke stofskiftet, balancen i tarmsystemet og virkningen af medicin.

Det viser en større analyse af hundredevis af undersøgelser offentliggjort i videnskabelige tidsskrifter, som Susan S. Schiffman, der er en internationalt kendt forsker i sødemidler, har gennemgået sammen med dr. Kristina I. Rother fra det amerikanske sundhedsministeriums National Institutes of Health (NIH).

Forskerne mener at sukralose har mange af de samme karakteristika, som pesticider og industrikemikalier og opfordrer myndighederne til at genoverveje tilladelserne til at producere og bruge sødemidlet.

sukralose er bedst kendt under produktnavnet Splenda og bruges flittigt i lightprodukter - bl.a. i bagværk fordi det ikke påvirkes af høje varmegrader.

Det har været godkendt i EU siden 2004 med E-nummeret E955 og laves syntetisk ved at tilføje tre klorin-atomer til et sukkermolekule (sucrose).

Sukralose søder 700 gange mere end sukker og fire gange mere end aspartam og bruges derfor i ganske små mængder. Det bruges i alt lige fra slik til morgenmadsprodukter og i sodavand.

Diabetes-diskussion

Producenterne hævder at det ikke påvirker insulin-produktionen og derfor er sundt for diabetikere, men i 2012 viste en undersøgelse at overvægtige, der brugte sukralose fik forstyrret deres insulinproduktion.

Læs også: Sukralose øger insulinproduktionen hos overvægtige

Og det samme viser den nye gennemgang, som netop er offentliggjort i tidsskriftet Journal for Toksikologi and Environmental Health.

Nogle af de biologiske virkninger af sukralose som Schiffman og Rother opgør er:

  • ændringer i blodets indhold af insulin, blodsukker og GLP-1 (glucagon-lignende peptid 1), der har betydning for diabetes-risikoen
  • omsætning af sukralose i mavetarmkanalen til metabolitter (mellemstadier i stofskiftet), hvis identitet og sikkerhedsprofil er ukendte
  • påvirkning af enzymer i mave-tarmkanalen, der kan begrænse virkningen af medicin
  • reduktion i antallet af og balancen af gavnlige bakterier i mave-tarmkanalen
  • vævsændringer i mave-tarmkanalen
  • mutagene ændringer, nedbrydning og generering af en type af - formentlig - kræftfremkaldende forbindelser kaldet kloropropanoler under bagning

Schiffman og Rother fremlægger videnskabelige beviser fra adskillige laboratorier for, at de fleste af disse biologiske effekter allerede opstår ved doser, der er godkendt af de forskellige sundhedsmyndigheder.

Forskerne konkluderer, at der er behov for en omhyggelig revurdering af sikkerheden om brugen af sukralose for især børn, ældre, ammende mødre, diabetikere, kræftpatienter og personer, der tager medicin.