Vi spiser ikke mere brød, men der er mere fuldkorn i det brød vi spiser.

Du spiser mere fuldkorn

 

På kun ni år er der sket en over firedobling af danskere, der spiser den anbefalede mængde fuldkorn dagligt - uden at spise mere brød.

Danskernes indtag af fuldkorn er steget markant siden 2004. Det gælder også andelen af danskere, der lever op til anbefalingen om at spise tilstrækkeligt fuldkorn.

Det viser en ny undersøgelse fra DTU Fødevareinstituttet har lavet i samarbejde med Fuldkornspartnerskabet.

Undersøgelsen viser, at danskernes indtag af fuldkorn er steget fra 32 gram per dag til 55 gram per dag. Børn spiser næsten lige så meget fuldkorn som voksne, mens drenge og mænd spiser lidt mere fuldkorn end piger og kvinder.

"Vores undersøgelse peger i retning af, at danskerne ikke spiser mere brød og kornprodukter end tidligere. Stigningen skyldes i stedet, at fødevarer som almindeligt hvedebrød og pasta i dag har et højere indhold af fuldkorn, og at det er blevet nemmere at vælge fuldkornsprodukter i butikkerne", siger seniorrådgiver Heddie Mejborn fra DTU Fødevareinstituttet.

Flere lever op til anbefalingerne

Udover at danskerne i gennemsnit spiser mere fuldkorn, er andelen af danskere, der lever op til anbefalingen om at spise 75 gram fuldkorn per 10 megajoule også steget. Andelen er steget fra 6% til 27%, viser den nye undersøgelse. Flere børn end voksne spiser i dag tilstrækkeligt fuldkorn. Mere end en tredjedel af børnene lever op til anbefalingen mod en fjerdedel af de voksne. Tidligere var det kun 5% af børnene og 7% af de voksne, der levede op til anbefalingen.

"Det er meget positivt, at flere danskere nu lever op til anbefalingerne om at spise nok fuldkorn. Fuld-korn indeholder vitaminer, mineraler og sundhedsfremmende stoffer, som er vigtige for at nedsætte risikoen for sygdomme som sukkersyge, hjerte-karsygdomme og visse former for kræft", siger Heddie Mejborn.