Proteiner er ikke lige fedt for din vægt

Proteiner synes ikke at være garanti for den slanke linie, i hvert fald hvis de hovedsageligt kommer fra kød.
 

Proteiner forebygger ikke fedme - nærmere tværtimod - selv om det i flere år har været en af slanke-industriens fremmeste råd at spise meget protein.

Det viser en ny stor europæisk undersøgelse, som blandt andet inkluderer næsten 60.000 danskere mellem 25 og 70 år.

Faktisk tog personer, der spiste mest protein mere på end personer, der spiste mest fedt eller flest kulhydrater.

Resultaterne er baseret på den europæiske EPIC-undersøgelse af 373.000 personers kostvaner - bl.a. 57.053 danskeres - som udover at blive spurgt ud om deres kostvaner er blevet målt og vejet med ca. fem års mellemrum.

Resultaterne viste at normalvægtige personer, der fik mere end 22 pct. af deres energi fra protein var blevet overvægtige efter fem år - sammenlignet med personer, der fik mindre end 14 pct. af deres energi fra protein. Og hvis de i forvejen var overvægtige havde de ca. 20 pct. større sandsynlighed for at blive fede.

Sundhedsråd om vægttab i ugeblade og kogebøger lyder ellers ofte: Spis mindre brød og mere pålæg; undgå kartofler og spis røde bøffer i stedet; udskift havregrød med bacon og æg! Men disse råd bør tages med et gran salt ifølge den ny undersøgelse.

"Hvis vi ser på al den viden, der findes om proteiner og kulhydrater i kosten og tager de nye resultater med, må vi sige, at billedet er uklart. Der er flere undersøgelser, som peger i forskellige retninger," siger forskningsleder Anne Tjønneland fra Center for Kræftforskning, Kræftens Bekæmpelse, der har været med til at lave undersøgelsen, som offentliggøres i tidsskriftet PLoS One.

Vælg de rigtige proteiner

"Som kræftforsker er jeg mest bekymret for kød, som er vores største kilde til protein - det positive syn på protein kan nemlig betyde, at vi spiser mere kød. Og vi ved, at kød fra okse, svin og lam øger risikoen for kræft i tyktarmen. Der er også undersøgelser, som viser, at en kost med mange proteiner fra dyr øger risikoen for hjertesygdom og øger dødeligheden generelt," fortæller Anne Tjønneland.

"Nogle undersøgelser tyder på, at protein giver en større mæthed, som måske får folk til at spise mindre. Men de negative effekter ved kød er nok til, at vi fastholder, at det er en dårlig idé at fokusere ensidigt på at få mange proteiner," siger Anne Tjønneland, der anbefaler at man spiser  proteinrige bønner og linser sammen med andre grøntsager og fuldkornsprodukter.

"Vi vil gerne igen understrege anbefalingen om, at man ikke bør spise mere end 500 gram kød fra okse, svin eller lam om ugen, og at det forarbejdede kød, altså bacon, pølser, skinker osv. bør begrænses mest muligt," lyder kostrådet fra Anne Tjønneland.