Røde druer og blåbær styrker bedst immunforsvaret

 

Om vinteren får vi for lidt D-vitamin, der er afgørende for vores immunsystem, men en ny analyse viser at især to stoffer kan forbedre effekten af vitaminet.

Stofferne findes hovedsageligt i røde vindruer og blåbær og især resveratrol i røde druer har i årtier været kendt for at kunne modvirke alskens helbredsproblemer - især hjertekar-problemer og inflammation. Det andet stof er pterostilbene, der er beslægtet med resveratrol og styrker planters evne til at bekæmpe infektioner.

Den ny analyse fra Linus Pauling Institute ved Oregon State University har gennemgået 446 forbindelser i frugter og grøntsager for at undersøge deres evne til at påvirke immunsystemet, men kun disse to stoffer skilte sig for alvor ud.

Begge forbindelser, der betegnes som stilbenoider, interagerede med D-vitamin og havde en betydelig indflydelse til at hæve aktiviteten af cathelicidin antimikrobielle peptid (forkortet CAMP) gen, der er involveret i immunforsvaret.

Resultaterne er baseret på undersøgelser af cellekulturer i laboratoriet og er ikke bevis for, at den samme effekt vil opstå, hvis man spiser druerne og bærrene, pointerer forskerne, men det øger kun interessen for potentialet i disse fødevarers påvirkning af immunforsvaret.

"Synergien med D-vitamin for at øge CAMP genekspression var betydelig og spændende. Det er en temmelig interessant interaktion," siger Adrian Gombart, der er chefforsker og lektor på OSU College of Science.

Vigtigt immunforsvar

CAMP-genet er genstand for mange undersøgelser, da det har vist sig at spille en central rolle i det medfødte immunsystem, som err kroppens eget forsvar mod bakteriel infektion. Det medfødte immunforsvar er særligt vigtigt, da mange antibiotika i stigende grad mister deres effektivitet.

Det har vist sig at der er stærk forbindelse mellem tilstrækkeligt D-vitamin og funktionen af CAMP-genet, og ny forskning tyder på, at visse andre forbindelser også spiller en rolle.

Stilbenoider er forbindelser, der produceres af planter for at bekæmpe infektioner og som hos mennesker kan påvirke nogle af de signalveje, der har betydning for D-vitamins rolle for immunforsvaret, siger forskerne.

Kombinationen af disse forbindelser og D-vitamin har væsentligt større biologisk virkning end nogen af dem ville have separat.

Fortsat forskning kan føre til en bedre forståelse af, hvordan kost og ernæring påvirker immunforsvaret, og muligvis føre til udvikling af nyttige naturlige stoffer, der kunne øge det medfødte immunforsvar, siger forskerne i deres artikel, som er offentliggjort i Molecular Nutrition and Food Research.