Cola øger kvinders kræftrisiko

 

Cola og andre sodavand med sukker øger kvinders risiko for kræft i livmoderen.

Det afslører en ny undersøgelse fra University of Minnesota, der er offentliggjort i Cancer Epidemiology, Biomarkers & Prevention, hvor forskere viser at sukkerholdige drikkevarer medfører en højere risiko for at udvikle østrogenafhængig type I endometriecancer efter overgangsalderen i forhold til andre kvinder på samme alder.

Endometriecancer er en ondartet svulst, der oftest er udgået fra endometriekirtler i livmoderen. Østrogenafhængig type I er den mest almindelige form for endometriecancer, der også er kendt som livmoderkræft.

Ifølge Kræftens Bekæmpelse rammes cirka 700 kvinder i Danmark af sygdommen, der er den 6. mest almindelige kræftsygdom blandt kvinder.

Forskerne fra Minnesota baserer deres reultater på analyserer af data fra Iowa Women Health Study, som indeholdt oplysninger om 23.039 postmenopausale kvinder, før de blev diagnosticeret med livmoderkræft. De havde alle besvaret spørgeskemaer om deres kostvaner og medicinske historie i 1986.

Spørgeskemaet omfatter en persons spisevaner i forhold til 127 fødevarer i løbet af de foregående 12 måneder.

I undersøgelsen har forskerne opdelt kvindernes forbrug af sukkerholdige drikkevarer i kvintiler (femtedele), der spænder fra nul (den laveste kvintil) til 60,5 sodavand om ugen (den højeste kvintil).

Jo flere sodavand, des større risiko

Af de 23.039 kvinder i undersøgelsen udviklede 506 type I og 89 type II livmoderkræft. Og i en sammenligning med kvindernes forbrug af sodavand med sukker viste der sig en 78 procent højere risiko for livmnoderkræft, som synes at være dosisafhængig - dvs. at jo flere sukkerholdige sodavand kvinder drikker, desto større bliver risikoen for livmoderkræft.

"Selvom vores er den første undersøgelse, der viser denne sammenhæng, er det ikke overraskende, at kvinder, der drikker flere sukrede drikkevarer har en højere risiko for østrogen-afhængig type I livmoderkræft, men ikke østrogen-uafhængig type II endometriecancer," siger dr. Maki Inoue-Choi, der var undersøgelsens leder.

"Forskning har dokumenteret at sukkersødede drikkevarer er medskyldig i fedme-epidemien. For meget tilsat sukker kan øge en persons samlede kalorieindtag og kan øge risikoen for sundhedsmæssige problemer som fedme, diabetes, hjertesygdomme, og kræft," siger Inoue-Choi.

"Andre undersøgelser har vist at et øget forbrug af sukkersødede drikkevarer er forbundet med fedme. Overvægtige kvinder har tendens til højere østrogen- og insulin-niveauer end kvinder med normal vægt. Øgede niveauer af østrogen og insulin er kendte risikofaktorer for livmoderkræft."

Selv om forskerne også testede for andre mistænkte fødevarer viste hverken light sodavand, slik eller stivelsesholdige fødevarer sig ikke at øge risikoen for livmoderkræft i undersøgelsen.