10 sunde grunde til at droppe cola

Coca cola er verdens mest kendte læskedrik og drikkes stort set over hele kloden, men er måske også årsag til en lang række af verdens største helbredsproblemer.

 

Rigtig mange undersøgelser har vist at cola og andre sodavand er medvirkende årsag til de mange livsstilssygdomme og problemer, der hærger den moderne verden. Blandt andet fedme, overvægt og diabetes.

Til gengæld er der næsten ingen undersøgelser, der kan forklare de negative effekter ved cola. Altså ud over det høje indhold af sukker.

Mange forestiller sig at det især er børn og unge, der drikker litervis af cola dagligt, som risikerer problemer, men undersøgelser viser, at selv en lille cola dagligt øger risikoen for flere helbredsproblemer - også hos voksne.

Retfærdigvis skal det understreges, at de fleste undersøgelser ikke alene undersøger cola, men sodavand over en bred kam, men da hovedparten af sodavand, der drikkes i verden er cola, er det blevet et almindeligt synonym for læskedrikke.

Desuden lider mange undersøgelser under, at forskerne ikke altid skelner mellem almindelige sodavand og light-sodavand. Der er stor diskussion om light sodavand, som oftest sødes med det kunstige sødemiddel aspartam, er sundere end de sukkersødede sodavand, men endnu mangler en helt uafhængig undersøgelse, der decideret har sammenlignet f.eks. almindelig Coca Cola og Coca Cola light.

Nogle mener, at de kunstige sødemidler snyder hjernen til at øge forbruget af sukker på anden vis, mens en undersøgelse fra 2013 antydede at kulsyre i sodavand ændrer hjernens opfattelse af sødme og gør det vanskeligt for den at skelne mellem sukker og kunstige sødestoffer.

Og selv når colaen er sødet med sukker er der store forskelle. I USA erstattede man omkring 1985 indholdet af sukker i colaen med høj fruktose majssirup (forkortet HFCS), der menes at være en af hovedårsagerne til den amerikanske fedme-epidemi. HFCS optages hurtigere og nemmere i kroppen end almindeligt sukker, som danske colaer er lavet på. Da de fleste undersøgelser om sodavand er baseret på amerikanske produkter, kan man ikke drage direkte sammenligninger med risikoen ved danske colaer.

Læs også: HFCS fordobler måske kvinders dødelighed

Dertil kommer at undersøgelserne oftest er baseret på deltagernes egne opgørelser af deres sodavandsforbrug samtidig med at folk, der drikker sodavand ofte har tendens til en mere usund livsstil, som også kan forklare deres helbredsproblemer.

Men uanset de dårlige undskyldninger er her 10 sunde grunde til at holde igen med eller helt at droppe colaen.