Et stof i kaffe viser sig at reducere vævsskader i nethinden, men spørgsmålet er om det hjælper at drikke kaffe.

Kaffe forebygger måske nedbrydning af nethinden

Kaffe indeholder ikke kun koffein, men også et stof, der viser sig at kunne forebygge forringelser af dit syn.

Med alderen bliver mange ramt af nedsat syn fordi nethinden bliver nedbrudt som følge af grå stær, diabetes eller aldring.

Men et nyt studie fra Cornell University i New York viser at stoffet chlorogensyre, som især findes i kaffe, ferskner og bambus, kan reducere risikoen for nethinde-nedbrydning.

Nethinden er et tyndt vævslag på bagvæggen af øjets inderside med millioner af lysfølsomme celler og andre nerveceller, der modtager og organiserer visuel information. Det er også et af de mest metabolisk aktive væv, der kræver høje niveauer af oxygen, som gør den sårbart over for oxidativ stress. Manglen på oxygen og produktion af frie radikaler fører til vævsskade og tab af synet.

Men et nyt museforsøg på Cornell viser at chlorogensyre kan reducere beskadigelse af nethinden som følge af oxidativt stress.

Kaffe eller øjendråber

Forskerne behandlede førsst musenes øjne med nitrogenoxid, som skaber oxidativ stress og frie radikaler, hvorefter de behandlede øjnene på nogle af musene med chlorogensyre. Musene indtog således ikke kaffe eller andre midler, der skulle igennem mavetarm-systemet, men behandlede celler fra musenes øjne i laboratoriet.

Da forskerne godt ved, at chlorogensyre optages gennem det menneskelige fordøjelsessystem, er næste skridt for deres forskning, at afgøre om en kop kaffe kan sikre at chlorogensyre kan krydse en membran kaldet blod-retina barrieren.

Hvis det at drikke kaffe viser sig at kunne levere chlorogensyre direkte ind i nethinden, kan lægerne måske en dag anbefale det som en forebyggelse af nethinde-nedbrydning. Og hvis fremtidige undersøgelser yderligere understreger chlorogensyres effekt, så kan der udvikles syntetiske forbindelser til brug i øjendråber.

Tidligere undersøgelser har vist, at kaffe også reducerer risikoen for kroniske sygdomme som Parkinsons, prostatakræft, diabetes, Alzheimers og huommelsesproblemer.