Fem kopper kaffe dagligt er livsfarligt

 

Hælder du den ene kop mokka ned i halsen efter den anden hver dag, så risikerer du at dø tidligere.

Er du under 55 år øges din risiko for at dø med 50 procent, hvis du drikker mere end fire kopper kaffe dagligt.

Det viser en helt ny undersøgelse offentliggjort i tidsskriftet Mayo Clinic Proceedings, hvor forskere har analyseret baggrunden for dødsfald hos over 40.000 mænd og kvinder, der mellem 1979 og 1998 deltog i en spørgeskemaundersøgelse om livsttilsvaner og kost.

Alle deltagere blev fulgt fra undersøgelsens start til deres død eller indtil den 31. december 2003. Årsagerne til deres død blev undersøgt via det amerikanske National Death Index eller ved at åbne deres dødsattester.

Forskerne undersøgte i alt 43.727 deltagere, hvoraf 33.900 var mænd og 9.827 kvinder.

I løbet af perioden var der 2.512 dødsfald (mænd: 87,5%, kvinder: 12,5%), 32% af disse var forårsaget af hjerte-kar-sygdom. De personer, der drak mest kaffe var også dem, der oftest var rygere og dyrkede mindst motion.

Resultaterne viste at yngre mænd havde en tendens til højere dødelighed, selv ved at drikke mindre end fire daglige kopper, men det blev først signifikant ved omkring 28 kopper om ugen, hvor der var en 56 procent stigning i dødeligheden.

Et stort kaffeforbrug synes dog at ramme yngre kvinder endnu værre. Når de drak mere end 28 kopper kaffe om ugen, havde de en mere end dobbelt så høj risiko for at dø end kvinder, der ikke drikker kaffe.

Kaffe er en kompleks blanding af kemikalier bestående af tusinder af komponenter. Nyere forskning har vist, at kaffe er en af de vigtigste kilder til antioxidanter i kosten og har gavnlige virkninger på inflammation og hukommelse.

Sidste år viste en dansk undersøgelse fra Videnscenter for Forebyggelse for eksempel at tre-fire kopper kaffe dagligt reducerede risikoen for bl.a. flere kræftsygdomme, diabetes 2, hjerneblødning og Alzheimers.

Men det er også velkendt, at kaffen har potentielle negative virkninger på grund af koffeinens evne til at stimulere frigivelsen af adrenalin, hæmme insulin-aktivitet samt øge blodtrykket og homocystein, der er en aminosyre, som man mener kan medvirke til at forårsage blodpropper.

Genetisk påvirkning

"Forskningen tyder også på, at folk, der drikker meget kaffe yderligere har risiko for at generne begynder at opføre sig anderledes," siger undersøgelsens hovedforfatteren dr. Junxiu Liu fra Biostatistisk Afdeling og Epidemiologi fra University of South Carolina.

"Derfor har vi en hypotese om, at sammenhængen mellem kaffe og dødelighed kan skyldes et samspil mellem alder og kaffedrikning kombineret med at man kan være genetisk afhængig af kaffe."

Grunden til at personer under 55 år er de mest udsatte er også usikkert, men relaterede laster, som at drikke meget alkohol kan spille en rolle.

"Et stort kaffeforbrug kan hænge sammen med anden usund adfærd som at sove sent og for lidt eller at spise usundt," mener forskerne.

Kaffe har længe været mistænkt for at bidrage til en bred vifte af kroniske sygdomme, selv om tidligere undersøgelser om kaffeforbrug i forhold til dødsfald af alle årsager og dødsfald fra hjertesygdomme er begrænsede, og resultaterne er ofte kontroversielle.

Resultaterne tyder på, at yngre mennesker i særdeleshed bør undgå at drikke mere end 28 kopper om ugen eller fire kopper på en typisk dag. Men forskerne understreger, at det er nødvendigt med yderligere undersøgelser for at vurdere kaffens virkning på forskellige befolkningsgrupper og aldre samt risikoen for at dø af hjertekarsygdomme.

"Resultaterne påviser ikke nogen markant sammenhæng mellem indtagelse af kaffe og total mortalitet blandt ældre mænd og kvinder. Det er også vigtigt at bemærke, at mængden af kaffe ikke viser nogen nævneværdig effekt på hjerte-kar-dødelighed uanset alder og køn," siger chefforsker Steven H. Blair fra Institut for Biostatistik og Epidemiologi på Arnold School of Public Health på University of South Carolina.