To kopper kakao dagligt sikrer en bedre blodgennemstrømning i hjernen hos personer, der har nedsat gennemstrømning.

To kopper varm kakao dagligt styrker din hjerne

 

Er du kommet op i en alder, hvor det begynder at knibe med den hurtige opfattelse, så prøv at drikke to kopper varm chokolade dagligt.

I et nyt forsøg viser det sig at styrke hjernens blodgennemstrømning og kognitive evner.

Undersøgelsen testede 60 personer med en gennemsnitlig alder på 73, der ikke led af demens. Deltagerne drak to kopper varm kakao per dag i 30 dage og måtte ikke spise andet chokolade under undersøgelsen. De fik testet deres hukommelse og deres evne til at tænke. De gennemgik også en ultralyd test, der målte blodtilførslen til hjernen under testen.

"Vi har lært mere om blodgennemstrømningen i hjernen og dens effekt på tænkning," siger undersøgelsens forfatter dr. Farzaneh A. Sorond fra Harvard Medical School i Boston og medlem af American Academy of Neurology.

"Samtidig med at de forskellige områder af hjernen har brug for mere energi til at fuldføre deres opgaver, har de også brug for større blodgennemstrømning. Det kaldes neurovaskulære kobling og kan spille en vigtig rolle for sygdomme som Alzheimers."

Af de 60 deltagere havde 18 nedsat blodgennemstrømning ved starten af undersøgelsen. Disse mennesker havde en 8,3-procents forbedring af blodtilførslen til de arbejdende områder af hjernen ved udgangen af undersøgelsen, mens der ikke var nogen forbedring for dem, der startede med en regelmæssig blodgennemstrømning.

Hurtigere arbejdshukommelse

Deltagerne med nedsat blodgennemstrømning fik også forbedret hvor hurtigt deres arbejdshukommelse virkede og gik fra gennemsnitligt 167 sekunder om at løse en opgave ved begyndelsen af undersøgelsen til 116 sekunder ved slutningen. Heller ikke her var der nogen ændring i tider for deltagerne med almindelig blodgennemstrømning.

24 af deltagerne fik også lavet MR-scanninger af deres hjerne for at finde små områder af hjerneskade. Scanningerne konstaterede, at mennesker med nedsat blodgennemstrømning oftere også havde små hjerneskader.

Halvdelen af undersøgelsens deltagere fik varm kakao, der var rig på antioxidant flavanol, mens den anden halvdel fik flavanol fattig varm kakao, men det medførte ingen forskelle mellem de to grupper.

"Det er stadig nødvendigt med flere undersøgelser for at bevise en sammenhæng mellem kakao, blodgennemstrømning og kognitiv tilbagegang," siger dr. Paul B. Rosenberg fra Johns Hopkins School of Medicine i Baltimore, der skrev en kommentar til undersøgelsen, som er offentliggjort i tidsskriftet Neurology.

"Men undersøgelsen er et vigtigt første skridt, der kan få betydning for fremtidige undersøgelser."