Stoffet xanthohumol i humle beskytter mod stofskifteproblemer, men det kræver at du drikker så mange øl dagligt, at du får større problemer.Stoffet xanthohumol i humle beskytter mod stofskifteproblemer, men det kræver at du drikker så mange øl dagligt, at du får større problemer.

Humle-ekstrakt beskytter mod stofskifteproblemer

Et stof i humle og dermed øl kan reducere risikoen for stofskifteproblemer, der kan føre til diabetes og hjertekar-sygdomme.

 

Det viser en ny undersøgelse fra Oregon State University, hvor forskerne har konstateret at en naturlig flavonoid fundet i humle, xanthohumol, væsentligt forbedrede nogle af de underliggende markører for metabolisk syndrom og også reducerede vægtøgning.

Forskerne mener, at resultaterne kan vise sig at kunne udvikles til en ny måde at behandle problemer som fedme, forhøjet kolesterol og forhøjet glukose, der er nogle af de væsentlige risikofaktorer for hjertekar-sygdomme og diabetes 2.

Resultaterne er baseret på forsøg med rotter, der blev fodret med en fedtrig kost suppleret med varierende niveauer af xanthohumol. I forhold til dyr, der ikke fik kosten suppleret reducerede den højeste dosis af xanthohumol det såkaldte dårlige LDL-kolesterol med 80 procent. Deres insulinniveau var 42 procent lavere og deres niveau af IL-6, en biomarkør for inflammation, var 78 procent lavere.

Da dyrene stadig voksede og de spiste en fedtrig kost tog de alle på i vægt, men selv om de alle spiste den samme mængde mad tog dyrene, der fik xanthohumol 22 procent mindre på. Indtagelse af xanthohumol synes at øge deres iltforbrug og stofskifte, hvilket havde konsekvenser for deres vægt.

"Det er første gang, vi har set en forbindelse, der har potentiale til at behandle så mange helbredsproblemer. Det var meget dramatiske forbedringer," siger Cristobal Miranda, lektor ved OSU Linus Pauling Institute og hovedforfatter på undersøgelsen, der er offentliggjort i et særnummer af Archives of Biochemistry and Biophysics.

Der er dog behov for flere undersøgelser for at vise sikkerhed og effekt hos mennesker, pointerer forskerne.

"Det er nødvendigt at tjekke sikkerheden ved høje doser xanthohumol, men doser på 15-30 gange den dosis, vi brugte, er allerede blevet givet til dyr uden åbenbare problemer," siger Fred Stevens, der er professor ved OSU College of Pharmacy og chefforsker på Linus Pauling Institute.

"Efter yderligere undersøgelser kan dette være en effektiv behandling af stofskifteproblemer til en meget lav pris."

Denne undersøgelse har også for første gang identificeret en af xanthohumol virkningsmekanismer, der synes at sænke blodindholdet af PCSK9, et protein, der spiller en rolle for kolesterolniveauet. Et lavere indhold af PCSK9 bør reducere det dårlige LDL-kolesterol i blodet.

Xanthohumol har tidligere været genstand for adskillige undersøgelser, ligesom andre af humlens flavonoider, der er de samme som dem der findes i te, hvidløg, chokolade, æbler og blåbær.

Xanthohumol findes naturligt i humle og øl, men i denne undersøgelse blev brugt en dosis på 60 milligram per kilogram legemsvægt per dag, hvilket ville svare til at drikke omkring 1750 liter øl dagligt for en person på 70 kilo.

 

Så medmindre også meget mindre doser har den samme positive effekt, så må du ty til Xanthohumol som kosttilskud, hvis det findes i Danmark.