Glasset får dig til at drikke mere

Formen på glasset afgør hvor hurtigt du drikker og dermed hvor hurtigt du bliver fuld.
 

Drikker du øl af et lige glas har du mindre risiko for at blive hurtigt fuld og måske blive alkoholiker end hvis du drikker øllen af et buet glas.

Hvor hurtigt vi drikker alkohol kan nemlig påvirkes af formen på glasset, vi drikker af, viser ny forskning fra University of Bristol, der for nylig blev offentliggjort i tidsskriftet PLoS ONE.

Forskning, der måske kan forklare de mærkelige cocktail-glas, som drinks serveres i på alverdens barer. Jo mere usædvanlige glasformer, jo mere og jo hurtigere drikker vi nemlig. Og jo flere penge lægger vi i baren.

I undersøgelsen rekrutterede Dr. Angela Attwood fra Bristol School of Experimental Psychology 160 deltagere i alderen fra 18-40 år til at deltage i to eksperimenter. I det første forsøg blev de bedt om at drikke enten pilsner eller en alkoholfri læskedrik fra enten et lige glas eller et buet øl-glas på stilk.  

Drak dobbelt så hurtigt

Overraskende nok var deltagerne næsten dobbelt så lang tid om at drikke øllen fra det lige-sidede glas i forhold til det buede glas, mens der ikke var nogen forskel hos dem der drak en læskedrik.

Forskerne mener, at grunden til dette kan være, at det er vanskeligere nøjagtigt at bedømme hvornår man er nået halvvejs i et formet glas. Derfor er man dårligere i stand til at måle, hvor meget man har drukket.  

For at teste dette blev deltagerne i næste forsøg bedt om at vurdere en lang række billeder på en computer af to glas med varierende mængder af væske.

Ved at bede deltagerne om at vurdere, om glasset var mere eller mindre end halvt fyldt, kunne forskerne kostatere, at der var større fejl i den præcise bedømmelse af de buede glas.  

Bemærkelsesværdigt var det, at de personer der var dårligst til at bedømme mængderne i glassene på billederne også var dem, der havde drukket deres øl hurtigst i det første forsøg.

Drik din cognac i lige glas

Hvor hurtigt vi drikker alkohol påvirker hvor berusede vi bliver og antallet af drinks vi drikker. Derfor vil langsommere drikkeri sandsynligvis have en positiv effekt både for den enkelte og for det samlede alkoholforbrug.  

"På grund af de personlige og samfundsmæssige skader, der er forbundet med massivt druk, har der været stor interesse for nye måder at begrænse alkohol-forbruget. Selv om mange mennesker drikker fornuftigt, skal der ikke meget til at få 'en for meget' og blive beruset. På grund af den negative effekt, alkohol har på vores beslutningsevne og adfærdskontrol, er det forbundet med en række risici.  

"Folk taler ofte om at drikke langsomt når de drikker alkohol for ikke at blive for hurtigt fulde. Men vores forskning viser at evnen til at kontrollere tempoet reelt kan blive kompromitteret når man drikker af visse typer glas," siger dr. Attwood.

Så hvis du gerne vil fremstå som optimistisk skulle du overveje at bestille din cognac i et lige glas.

For udover at du sparer penge og ikke bliver så hurtigt fuld, så vil glasset nemlig være halvfyldt meget længere.